Status 1. uge

Så er uge 2 i gang. Forholdsvis OK, men stadig stort afsavn at undvære bilens fleksibilitet samt ærgerligt samlet at bruge mere tid på transport og ventetid.

Plusser:                                                               +1: dejligt ikke at skulle ud for at stille p-skive hver 2. time når jeg er på arbejde.
+2: hyggeligt at cykle med børnene i skole om morgenen. Og de bliver forhåbentligt hurtigere trafiksikre.
+3: nemt at gøre små ærinder i byen på vej mod tog/bus.
+4: dejligt med frisk luft og at få pulsen lidt op, omend det er utrolig kortvarigt pga lille afstand.
+5: fint at have tid i toget til at læse, maile, sms’e mm. Fungerer dårligere i bussen pga. lidt plads og dårlige “parkeringsforhold”.

Minusser:
-1: irriterende at bus/tog ikke går så ofte sidst på eftermiddagen / først på aftenen. Det gør det meget lidt fleksibelt og attraktivt for mig som ikke altid møder 8-16. For meget ventetid og koordinering sammenlignet med bilen.
Hvis der gik et offentlig transportmiddel hvert 10-15 min kontinuerligt hele dagen og aftenen (som i Kbh), ville det være et meget attraktivt alternativ til bilen.
-2: øget transport tid – øv. Hvis tog eller bus faktisk var hurtigere fremme sammenlignet med bil, ville det også være et attraktivt alternativ til bilen. Færre stop kombineret med øget hastighed – evt. busspor.
-3: kunne ønske mig kroge/spænder/remme et-eller-andet til at fastlåse cyklen med. Gælder både tog og i særdeleshed bus. Forestiller mig samme gør sig gældende for andre medbragte køretøjer som alm. cykler, klap- og barnevogne mm. Jeg har flere gange måtte sidde og holde ved cyklen hele vejen.
-4: dikterer tøj-valg. Må undvære min ynglings påklædning – nederdel – da det simpelthen er noget cykelbøvl. Nok en pige-ting, men trælst det hele skal være så praktisk.

Det var en lang og negativ svada. Håber bare det er 7-dages-krise :-)
Men må nok erkende at TID og FLEKSIBILITET er meget vigtigere for mig og min familie end først antaget. Der skal mange plusser til at opveje det.

En af med-super-pendlerne gav inspiration til at prøve en el-cykel fra cykelbiblioteket. Tænker det kunne være en god erfaring og sammenligning ift. fleksibilitet. Det vil sikkert tage lidt længere tid, men til gengæld får man en væsentlig daglig motion – det gør jeg ikke rigtigt med en foldecykel-løsning.

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/3/1/smartmobilitet.dk/httpd.www/superpendlerne/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399