Pendlerstatus uge 3 – sløjt

Superpendler-humørstatus efter uge 3

Pendlerstatusuge3

Endnu en superpendleruge. Denne har fået overskriften ’sløjt’. Både fordi vi har været syge, men også fordi der kun er blevet superpendler to ud af ugens fem arbejdsdage. Som kurven ovenfor viser er humøret dalende, og ligger og svinger lidt omkring at være ‘leverpostej’. Er den berygtede nyhedsværdi allerede forsvundet? Er der ikke flere eventyr?

biking Superpendling dag 8:

Er troligt racet imod stoppestedet. Mandag skal startes med en ordentlig portion pendling. Men hvad er det?!? Sirener…. jeps. En ulykke på Oddervej forsinker bussen en hel del. Men den kommer. Men i stedet for 07:41 kommer den 07:53. Jeg vil dog ikke lade mig slå ud.

Jeg bliver dog lidt slået ud, da jeg finder ud af, at den bus jeg sidder i, viser sig at være den den, som kører gangen før præcis den bus jeg ventede på. Hvordan opdager jeg det? Jo – ved at vi, i stedet for at ende ved Aarhus Universitet, sættes af på rutebilstationen. Men hvad gør det. En frisk cykeltur igennem byen og op ad Langelandsgade bringer mig alligevel frem.

Dagens superpendlerhumør: 3

carani  Superpendling dag 9:

I dag står den på aflevering og afhentning af ungerne. Så bliver det altså bilen.

Dagens superpendlerhumør: 0

Sygsmiley  Superpendling dag 10:

Grafikken siger vist det hele. Snotnissen har været på besøg hos os i løbet af natten, og Lea sørger for flere ture under snotbruseren. Jeg bliver hjemme for at passe hende.

Dagens superpendlerhumør: 0

biking  Superpendling dag 11:

I dag kommer jeg på cyklen igen. Er dog lidt træt af at ’superpendle’ da det bliver en lang arbejdsdag, og timingen med den offentlige trafik bliver sværere jo senere på dagen det bliver. Og det er jo fair nok, at man kører oftest i peak-perioderne, og skærer ned på turene, når der ikke ligefrem er kø ved stoppestederne. Trafikken flyder dog let, og der er ingen problemer.

Dagens superpendlerhumør: -2

carani  Superpendling dag 12:

I dag bliver bilen transportmidlet. Jeg har ærinder flere steder i byen efter arbejde, så det må gerne gå lidt hurtigt. Og gårsdagens superpendlerhumør ikke ligefrem vand på “ta’ bussen” møllen.

Dagens superpendlerhumør: 0

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/3/1/smartmobilitet.dk/httpd.www/superpendlerne/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399