Alternativ transport og børn

Vores børn har været vandt til at køre i bil ofte, men ikke dagligt. Vores ældste dreng på snart 4 går i børnehave tæt på hvor vi bor, og han cykler som regel eller bruger løbehjul til og fra børnehaven. Ved længere ture, besøg og udflugter har vi brugt bilen. I dagligdagen fylder det derfor ikke meget for ham, at vi nu har skiftet bilen ud med cykler, periodekort og løbehjul. I weekender, hvor vi fx tager i svømmehallen eller hvad det nu må være, bruger vi nu bus+løbehjul, i stedet for bil. Det har på ingen måde givet årsag til problemer mht. Vires ældste søn, som bare synes det er meget sjovere at bruge fx løbehjul og køre i bus, end at sidde stille og passiv i en bil. Det giver også anledning til en helt anden måde at være sammen på under transporten, og vi kan snakke, læse og lave forskellige ting. Det er dejligt ikke at skulle koncentrere sig om at køre, holde øje med benzinpriser osv., og turene får en helt anden kvalitet.

Det betyder også at vores søn begynder at forholde sig mere kritisk til personbiltrafikken. Han ved jo at han er en “blød trafikant”, og kan ikke forstå hvorfor alle kører rundt hver for sig, når det er meget federe at cykle, løbe på løbehjul eller køre i bus/tog.

Et par af mine bekendte har følt sig direkte provokerede af at jeg har afskaffet bilen og satser på kollektiv transport + løbehjul. De synes det er noget pjat. Flere andre synes modsat det er en god idé, og siger at de selv ville gøre det samme, men at de ikke som jeg har haft en konkret anledning til at gøre det (pendlerprojektet). Jeg ved ikke om det er undskyldninger eller om der er noget om snakken. Der skal nok for de flestes vedkommende et eller andet til, før man frivilligt bryder med den komfort og konformitet, der ligger i at eje og bruge bil.

Mht. vores mindste barn, som er ca. 8 måneder, så synes jeg faktisk også det er meget, meget lettere at komme frem og tilbage med fx tog og barnevogn (og evt. Løbehjul) end at skulle ind og ud af bilen med et lille barn, klipse fast i autostol, slå barnevogn sammen/skille den ad og samle den igen, finde parkering osv. Her går det meget lettere med bus og tog, og man er langt mere mobil, fri og kan bare trille fremfor at pakke ned og ind og ud. Det er langt mindre stressende for mig.

I min dagligdag synes jeg virkelig det giver et helt andet nærvær og en anden kvalitet at være fri af bilen og mere til stede under selve transporten. Transporttiden kan bruges på og sammen med børnene på en helt anden måde, end når man kører bil.

Nu har vi været heldige med vejret, og jeg er fortsat forbeholden hvad angår de kommende, mere kolde måneder, også ift. at komme frem og tilbage med bus og tog. Der bliver ventetiden en anden, tænker jeg. Men der er jo ikke noget der hedder dårligt vejr, som de siger…

Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/3/1/smartmobilitet.dk/httpd.www/superpendlerne/wp-includes/class-wp-comment-query.php on line 399