Alle indlæg af @superpendlerne

Barnevognspendler

Nyt ord?

Her er en kort beskrivelse af hvor godt løbehjulet fungerer i kombination med fx en barnevogn.

Jeg smider løbehjulet ind under barnevognen og går, afleverer Albert og bruger løbehjulet til at komme hjem eller videre – hvor jeg nu skal hen. Det er fantastisk – slet ikke muligt med fx cykel.

Løbehjulet kan sagtens tage ujævne overflader, bare det er asfalteret/fliser, så gør det ikke noget det er lidt ujævnt. Det kilder dejligt i fødderne :)

Det er klart at det kun giver mening at medbringe løbehjul såfremt jeg stiller Albert + barnevogn et sted, fx ved hans mor. Jeg ser frem til at prøve at køre på løbehjulet med Albert bag på – jeg har en taske til at bære ham i, men jeg synes stadig han er lidt for lille, og han skal nok også have en hjelm på – ellers vil folk nidstirre mig og forbande mig langt væk, tror jeg… :)

DSC_0148

DSC_0150

DSC_0161

Æv, ferien er slut

Så er efterårsferien ved at være slut, og vi har nydt den med ture i svømmehallen, et smut til Silkeborg, og efterårs-arbejde i haven. Jeg har også fået testet løbehjulet af i regnvejr og dårligt underlag, og det giver altså ømme og kolde fødder. Men det gik.

Vi har besøgt familie i ferien, og de har bil… Derfor blev vi hentet og bragt – ren luksus. Men busser og tog blev brugt i starten af ferien, da vi skulle til Odder og senere til Århus. Flere af mine venner har spurgt til løbehjulet, og et par stykker overvejer at købe et af samme type (nogle kalder det et ‘hospitalsløbehjul’).

Der er en enkelt chauffør der kører bus 100 som ikke kan finde ud af at gasse op og bremse uden at folk i bussen vælter. Jeg tror simpelthen han gør det med vilje. Jeg påtalte det og fik at vide, at det ikke er første gang der bliver ‘klaget’ over ham. Mystisk opførsel. Hans hårde kørsel resulterede i at min dreng faldt tre gange og slog sig på sit løbehjul. Det er naturligvis en forudsætning for at man kan stole på og benytte offentlig transportløsninger, at de folk der fører bus og tog er trafiksikre. Og det er denne buschauffør så absolut ikke. Kører han bussen en anden gang jeg skal have mine børn med, så tager jeg den næste.

Jeg er begyndt at blive så vant til mit løbehjul at jeg bekymrer mig for, når projektet skal afsluttes. Hvad skal jeg så gøre? Købe et nyt løbehjul? Det bliver jeg nok nødt til, for det bliver svært at undvære.

Efterårsferie

I efterårsferien er det skønt at kunne tage bus og tog i stedet for at være afhængig af bilen. Vi kommer mere ud i naturen, får mere frisk luft og bevæger os mere end ellers, og jeg har tabt mig!

Det er mere besværligt med vores yngste dreng, som ikke kan følge med i barnevogn ved siden af. På den måde giver det os lidt forskelligt tempo, og det er vi nødt til at vende os til, lære at følges ad – og det giver også anledning til mere tid sammen.

Det er også begyndt at blive koldt, hvilket kan mærkes især om morgenen. Derfor er det nødvendigt at have en god hue/vindstopper, evt. en buff (kan anbefale dem i uld!) til at varme om halsen og noget svedfordelende cykeltøj, handsker/vanter osv.

Pendlerkortet og løbehjulet bliver så absolut brugt i ferien og i fritiden – ikke kun til og fra arbejde. Løbehjulet er perfekt når vi alle skal afsted, så kan tempoet afpasses, og hvis den ældste vil have mere fart på eller vi deler os op, så kan løbehjulet anvendes her. Jeg er også begyndt nogle gange at bruge min cykel, hvis jeg skal tage lidt længere ture. Løbehjulet er godt til de kortere distancer og i godt vejr og med plant/glat underlag. Til de lidt længere ture, og til mere ujævnt underlag, er cyklen bedre. Også i dårligt vejr kan det være rart at komme lidt længere op over asfalten, så man ikke bare pjasker rundt i vandet og får kolde fødder.

Alternativ transport og børn

Vores børn har været vandt til at køre i bil ofte, men ikke dagligt. Vores ældste dreng på snart 4 går i børnehave tæt på hvor vi bor, og han cykler som regel eller bruger løbehjul til og fra børnehaven. Ved længere ture, besøg og udflugter har vi brugt bilen. I dagligdagen fylder det derfor ikke meget for ham, at vi nu har skiftet bilen ud med cykler, periodekort og løbehjul. I weekender, hvor vi fx tager i svømmehallen eller hvad det nu må være, bruger vi nu bus+løbehjul, i stedet for bil. Det har på ingen måde givet årsag til problemer mht. Vires ældste søn, som bare synes det er meget sjovere at bruge fx løbehjul og køre i bus, end at sidde stille og passiv i en bil. Det giver også anledning til en helt anden måde at være sammen på under transporten, og vi kan snakke, læse og lave forskellige ting. Det er dejligt ikke at skulle koncentrere sig om at køre, holde øje med benzinpriser osv., og turene får en helt anden kvalitet.

Det betyder også at vores søn begynder at forholde sig mere kritisk til personbiltrafikken. Han ved jo at han er en “blød trafikant”, og kan ikke forstå hvorfor alle kører rundt hver for sig, når det er meget federe at cykle, løbe på løbehjul eller køre i bus/tog.

Et par af mine bekendte har følt sig direkte provokerede af at jeg har afskaffet bilen og satser på kollektiv transport + løbehjul. De synes det er noget pjat. Flere andre synes modsat det er en god idé, og siger at de selv ville gøre det samme, men at de ikke som jeg har haft en konkret anledning til at gøre det (pendlerprojektet). Jeg ved ikke om det er undskyldninger eller om der er noget om snakken. Der skal nok for de flestes vedkommende et eller andet til, før man frivilligt bryder med den komfort og konformitet, der ligger i at eje og bruge bil.

Mht. vores mindste barn, som er ca. 8 måneder, så synes jeg faktisk også det er meget, meget lettere at komme frem og tilbage med fx tog og barnevogn (og evt. Løbehjul) end at skulle ind og ud af bilen med et lille barn, klipse fast i autostol, slå barnevogn sammen/skille den ad og samle den igen, finde parkering osv. Her går det meget lettere med bus og tog, og man er langt mere mobil, fri og kan bare trille fremfor at pakke ned og ind og ud. Det er langt mindre stressende for mig.

I min dagligdag synes jeg virkelig det giver et helt andet nærvær og en anden kvalitet at være fri af bilen og mere til stede under selve transporten. Transporttiden kan bruges på og sammen med børnene på en helt anden måde, end når man kører bil.

Nu har vi været heldige med vejret, og jeg er fortsat forbeholden hvad angår de kommende, mere kolde måneder, også ift. at komme frem og tilbage med bus og tog. Der bliver ventetiden en anden, tænker jeg. Men der er jo ikke noget der hedder dårligt vejr, som de siger…

Løbehjul og barnevogn – løbesko eller gummistøvler?

Efter nogle uger er jeg nu ved at have rutinerne på plads. Jeg kan have løbehjulet med stort set overalt, og det er perfekt til når jeg fx skal hente min yngste søn. Jeg bruger løbehjulet når jeg pendler med bus og tog (primært bus, da der er et stoppested tæt på hvor jeg bor, og det er lidt hurtigere med bussen). Løbehjulet kan ligge under barnevognen og kan klipses fast til min rygsæk. Man kan også spænde en sele på og bære det over skulderen – det er klart at foretrække.

Jeg har ikke de store problemer med at bruge bus og tog samt løbehjul i stedet for bil. Børnehaven ligger tæt på hvor vi bor, så jeg bruger primært transportmidler med børnene i forbindelse med udflugter, ture og besøg. Til den form for transport jeg selv har brug for er løbehjulet perfekt. Jeg kan komme hurtigt omkring i byen, bruge bus og tog og have løbehjulet med mig. Det er enormt tidsbesparende ikke at skulle parkere, låse cykel fast eller lignenede, og at man bare kan hjule rundt, klappe løbehjulet sammen og springe på en bus. Jeg er enormt glad for periodekortet, som virkelig har gjort mig mobil og fleksibel. Tidligere har jeg også brugt min egen cykel i kombination med tog, og det er også fint – men det her er meget lettere. Skulle jeg bevæge mig over længere afstande ville jeg dog foretrække en cykel. Jeg er stadig spændt på at se om løbehjulet holder i hårdere klima, og om det er til at holde ud fx i regnvejr. Jeg forestiller mig at det bliver nødvendigt med vandtæt fodtøj, men er også indstillet på at anvende busserne i højere grad hvis det viser sig at løbehjulet primært er et sæsonkøretøj.

Jeg oplever at mine lår bliver særligt trætte ved længere tids brug af løbehjulet, og også fødderne bliver ømme og trætte. Men det er jo blot tegn på at musklerne bliver trænet på en lidt anden måde end sædvanligt. Godt fodtøj er et must for at undgå gener og smerter i fod, ankel og knæ. Jeg forestiller mig at handsker, evt. knæbind og løbesko er nødvendige for at undgå skader og forfrysninger når det bliver koldt. Løbesko eller gummistøvler? Sporty eller praktisk? Jeg er nok i virkeligheden ingen af delene. Vi får se…

Supermobil med løbehjul

En båd er en bil uden hjul

To hjul har en cykel jo også

Vi glæder os sådan til jul

For det er jo en dejlig tid

Nu tror du at sangen er slut

Og det er den…

Første tur på løbehjul gik rigtig fint. Det er let at klappe sammen og kan sagtens ligge på bagagepladsen over sæderne i både bus og tog. Hjulene er store og bløde nok til at de kan tage de fleste fortov og ujævne overflader i midtbyen. Op ad bakke bliver det lidt hårdt, men så kan jeg let hoppe på en bus med løbehjulet.
Anden tur på løbehjulet var en udflugt med min ældste søn, Elliot på snart fire år. Vi tog ind til dokk1 med bussen og havde medbragt hvert vores løbehjul. Det er en fin og stille og rolig måde at færdes i trafikken på. Man kan let veksle mellem at gå og trille, og når der er gode overflader og cykelstier går det hurtigt. Kloden, som legepladsen ved dokk1 hedder, er rigtig god at cruise rundt på, og der er en rute der fører dig ‘verden rundt’ som er perfekt at tage på løbehjul. Så kan man nyde legepladsen og hjule rundt imellem rutschebaner, gynger og klatrevægge.
Løbehjul og bus/togkort er perfekt til den form for transport. Mere besværligt er det med indkøb. Men her kan løbehjulet pakkes væk, klipses fast til rygsækken eller låses fast et sikkert sted. Og så kan man tage bussen eller toget.
Jeg bruger også løbehjulet nogle morgener når jeg afleverer min ældste dreng i børnehaven. Vi bor tæt på børnehaven, så det er helt perfekt, men af sikkerhedsmæssige årsager må børene ikke have løbehjul med i børnehaven, men gerne cykler og løbecykler, som de må bruge uden hjelm (!?), så her må jeg tage Elliots løbehjul med hjem igen.

Jeg glæder mig til at se hvordan løbehjulet og periodekortet kommer til at fungere når vejret bliver lidt hårdere. Jeg tænker at løbehjulet kan vise sig at være upraktisk i meget vådt og koldt vejr, men vi får se.